Som en bange lille mus

Angsten kommer snigende. Det er som om den langsomt omfavner mig med sin klamme kappe. Opsluger mig. Sætter sine lange skarpe kløer i mig og nagler mig til stedet.
Jeg kan ikke flytte mig, jeg kan ikke tale. Mit hjerte hamrer afsted, mine hænder begynder at ryste vildt og jeg må holde mig selv i hånden for at kontrollere det bare en smule.
Mit syn bliver sløret, jeg kan høre mit hjerte i mine ører.
Jeg kan ikke trække vejret. Det føles som om der sidder en Kæmpe på min brystkasse - selvom jeg står op.
Jeg bliver bange. Bange for at nogle genkender mig. Bange for at blive kontaktet. Bange for at skulle tale, svare på spørgsmål.
Jeg kigger mig over skulderen og sanser enhver detalje i rummet. Hver en duft, hver en lyd, hver en vejrtrækning.
Angstens kappe trækker mig op, jeg flyver, ser det hele fra oven - udefra. Ser mig selv, som en bange lille mus, med store øjne og hurtig vejrtrækning. En lille mus, der leder efter et hul at gemme sig i.
Angst..
Det runger i mit hoved - du er angst, tag dig sammen!
Jeg kommer til mig selv, da jeg opdager mig selv løbe ud af Brugsen. "Jeg kan ikke være her", hører jeg mig selv sige før jeg løber.
Udenfor gemmer jeg mig i skyggen, helt op af muren og venter. Venter på at min hårdtprøvede ridder bliver færdig med at betale og kommer og tager mig væk. Ikke på hans hvide hest, men i den sorte Citroën. Og først da han kommer og fører mig mod bilen, kan jeg igen få luft og jeg føler at angsten trækker kløerne til sig og forsvinder sammen med sin kappe.