fredag den 31. marts 2017

For tæt på buffetten

Jeg er utrolig lydfølsom, jeg kan høre selv de mindste (for andre ubetydelige) lyde.
Hele mit nervesystem klapper sammen ved lyden af en anden der tygger sin mad eller synker!

I sidste uge inviterede jeg min, hårdt prøvede, mand ud at spise og i bio. Jeg havde arrangeret det hele, han vidste intet og kunne bare lade sig overraske - heldigvis har han ingen problemer med overraskelser og jeg elsker at planlægge dem, gerne meget detaljeret :P
Vi havde en hyggelig eftermiddag hvor vi fik afleveret børnene og det var som sådan også hyggeligt da vi satte os til at spise. Men ret hurtigt kom jeg på overarbejde. Der var ret mange mennesker i restauranten og vi fik et bord helt op ad buffetten (det var en fejl!). Jeg har svært ved at sortere i lyde, så jeg hører ofte alt hvad der foregår også alle samtaler. Jeg er blevet opmærksom på hvordan min krop reagerer i en sådan situation, jeg tror ikke at andre lægger mærke til det.
Mit hjerte begyndte at banke lidt hårdere, jeg kunne mærke at jeg begyndte at blive varm og svede lidt. Mine hænder begyndte at ryste og jeg fik svært ved at holde koncentrationen i samtale med min mand, for det er også noget jeg bruger en del energi på - kunsten at samtale!

Men midt i min hjertebanken og svedig håndflader, kiggede min søde mand på mig og spurgte om vi skulle gå i buffetten sammen :)
Mere skal der nogen gange ikke til, en lille håndsrækning og en forståelse for, at jeg kan få brug for at blive holdt i hånden.

Da vi endelig landede i bifsædet, håbede jeg på en afslappende oplevelse i mørket. Jeg elsker at gå i bio, at sidde i mørket med popcorn og nyde filmen i stilhed - andre mennesker er som regel stille imens de ser film.
Men sådan gik det langt fra. En kvinde med et tydeligt tyndslidt nervesystem blev konstant forskrækket og kom med udbrud så jeg hoppede i stolen af forskrækkelse - over hende, ikke filmen!

Filmen var god, men jeg var smadret efter en aften i selskab med andre mennesker og dagen efter måtte jeg hvile lidt ekstra end jeg plejer.

Sommerfuglekys fra mig

mandag den 6. marts 2017

Jeg burde sove..

Det er mørkt, jeg burde sove..

Det er mørkt - på nær den der irriterende lille grønne lampe på computeren, der er sat til tv’et.
Min næse klør, jeg klør tilbage – det hjalp ikke, nu klør min hage også. Jeg vender mig, jeg burde sove klokken er mange og jeg ved at jeg vil være træt i morgen. Jeg forsøger at finde en god stilling at ligge i, men kommer hele tiden i karambolage med to hunde, der synes at de ejer sengen – jeg burde virkelig finde dem deres egen seng.
Ihh nu klør mit øre! Hvilket gør mig opmærksom på den irriterende lyd der vist er mandens snorken. ”Alt det som ingen ser, det har ingen ondt af…” Hvad skal Kenny og Lotte nu i mit hoved? Årh jeg skal sove nu!
…
…
Måske hvis jeg vender mig om.. Nu begynder min mave at sige lyde, den gør da egentlig også en smule ondt.. Måske hvis jeg bare ligger helt stille her og kniber øjnene sammen, SÅ falder jeg nok i søvn..
”Hvad gør vi nu, hvis nogen ser os gå fra festen, jo for resten…” Ej okay nu må Kenny og Lotte altså finde et andet hoved at irritere, jeg skal virkelig sove nu! Og hvorfor bliver min næse ved med at klø?!

Det er da heldigvis endelig lykkedes mig, at finde et lagen der ikke kradser.. Det er straks værre med den her hovedpude, hvorfor skal den have sit eget liv? Nogle dage er den helt fantastisk, dejlig blød og andre dage er den som at ligge på en sten!
Jeg burde virkelig sove, jeg ved at jeg bliver vildt træt i morgen hvis jeg ikke sover nu.. EJ! Nu har jeg glemt, at give min mor besked om hvad tid hun skal passe børnene i morgen, det er ikke godt åh nej dumme mig! Jeg må virkelig huske det i morgen tidlig, så hun ved hvad tid hun skal komme.

1-2-3 aftaler i min kalender i morgen, og måske en 4. det er virkelig for mange – det ved jeg godt, men nogle af dem gider jeg rigtig godt og de andre kan jeg ikke komme udenom. Åh nej det er i morgen jeg skal begynde genoptræning på det der nye hold. Hvor mon jeg skal være? Skal jeg mon bare sætte mig i venteværelset, som jeg plejer når jeg har været der til individuel træning? Mon hun kommer og kalder på mig, eller skal jeg selv vide hvor jeg skal gå hen når jeg kommer? Hvem mon de andre på holdet er? Jeg håber ikke at jeg kender nogen af dem, det vil simpelthen være for flovt hvis jeg ikke kan gøre øvelserne godt nok. Bør jeg tage mine træningssko med i en taske eller har jeg så pludselig en taske på slæb, hvad mon de andre gør?

 Jeg burde virkelig sove, klokken er alt for mange. Måske hjælper det hvis jeg går ned og tager et glas vand. Nej så vågner jeg nok bare i nat og skal tisse, og det er så irriterende, når jeg endelig er faldet i søvn.

Der er helt mørkt her, altså bortset fra den der irriterende lille grønne lampe..
Okay, fokuser på din vejrtrækning – træk vejret ind, pust ud, træk vejret ind, pust ud – hold op hvor han snorker nu, måske skulle jeg prøve med ørepropper? Men så kan jeg måske ikke høre hvis børnene kalder på mig om natten..

NU skal jeg altså virkelig sove – godnat hoved!

Sommerfuglekys fra mig..

Mig helt uden filter

Jeg har længe mærket en blog forme sig indeni mig, i mine tanker. Den har været længe undervejs, men nu føles det som om den har besluttet hvad den vil handle om.

Denne blog bliver om mig og hvad der virkelig rør sig indeni mig, om mit indre liv og alle  mine tanker. Mig helt uden filter og ikke den som andre tror jeg er. Den bliver om mit liv på godt og ondt, og med de udfordringer og glæder livet byder mig.

Just when the caterpillar thought the world was over, it became a butterfly...


Jeg håber at du vil følge med i mit indre univers <3
Sommerfuglekys fra mig til dig