Kysset af en sommerfugl

Mens jeg løb ud af vejen, med sveddråber perlende fra min pande og vinden der pustede mine tårer væk fra kinden, hørte jeg manden der sang i mine ører - We are all lonely...
Mine tanker kredsede om ensomhed, at føle sig alene i en verden, der ikke forstår. Følelsen af at være fra en helt anden planet.
Og lige der, midt i mine tankers vold og manden der sang - We are all lonely, kyssede en sommerfugl mig lige på munden.
Den smukkeste hvide sommerfugl, lettede fra græsset og kyssede mig på munden <3
Og der gik det op for mig, at jeg aldrig er helt alene i verden, der er altid mindst en der er med mig!

VÆR DIG

I en coachingsession, jeg var til den anden dag, blev det tydeligt for mig hvor vigtig værdien, at være TROVÆRDIG er for mig.
TROVÆRDIG - jeg har tygget på ordet de sidste dage. TRO - VÆRDIG - VÆR - DIG....
Det er blevet helt tydeligt for mig, at jeg skal være TRO mod mig selv og det jeg mærker - SELVOM andre negligerer det jeg oplever og har oplevet.
"Hvis det nu var rigtig vold.." Rigtig vold? Hvad er rigtig vold? På mig føltes det meget som rigtig vold, da jeg blev slået, sparket, revet, bidt og spyttet i ansigtet..
"Hvor slemt kan det være når det bare var et barn?" Barn, voksen, ung, gammel er ikke relevant - på mig føltes og føles det slemt, sådan RIGTIG slemt!
Det var ikke VÆRDIGT det der skete og som har foregået i længere tid inden. Mine grænser er blevet overskredet så mange gange og på så mange måder, at jeg ikke længere lagde mærke til hvor meget jeg ikke var troværdig overfor mig selv.
"Dine følelser er skabt af dine tanker, du vælger selv hvilke du vil tillægge værdi." Det er da meget muligt, men lige nu er jeg nødt til at være TRO mod mig selv, VÆRDIG overfor mig selv og mine følelser.
VÆR DIG - Lige nu skal jeg være MIG med alt hvad det indebærer af angst, tankemylder, træthed, sårbarhed, ængsteligjed, frygt, styrke, modløshed, opgivenhed og tro...

Jeg, en tumling eller en blød plet..

Jeg er blevet kaldt stærk, sammenlignet med en tumling - du ved det der legetøj der ikke kan væltes men altid rejser sig uanset hvor mange gang man slår til den og forsøger at få den ned og ligge. Jeg er blevet kaldt en korkprop, der uanset hvor meget den forsøges druknet altid popper op til overfladen igen. Jeg er blevet kaldt en kvinde med en kerne af jern, der ikke kan knækkes.

Men...

Indeni mig, er der en længsel, et kaos og en blød plet.
Den bløde plet har jeg forsøgt at gemme inde bag de klistermærker andre har sat på mig, stærk, tumling, korkprop - stærk!
Når jeg står i modvind, begynder klistermærkerne stille at linde fra og den bløde plet kommer til syne. Jeg har stået i modvind mange gange i mit liv. Faktisk føles det mest som om, jeg har vendt med ansigtet mod vinden.
Jeg er ikke stærk, jeg er blød. Jeg sanser, jeg mærker, jeg føler - intenst.

I disse dage, lader jeg klistermærkerne linde stille fra. Jeg forsøger at få styr på det kaos der er indeni mit hoved og forsøger at få styr på hvad det er for en længsel der presser sig på.

Med Majbritte Ulrikkeholm i højtalerne og et puslespil på bordet, forsøger jeg stille at lægge puslespillet i mit indre.

"Ved du godt at inden i dig er en frossen sø, hvor iskrystaller holder alt det du en gang lod dø.
Ved du godt at indeni dig bor en gammel sjæl. Ved du godt at indeni dig ved du alting selv.
Inden i dig selv."

Når iskrystaller smelter 

Majbritte Ulrikkeholm

Som en bange lille mus

Angsten kommer snigende. Det er som om den langsomt omfavner mig med sin klamme kappe. Opsluger mig. Sætter sine lange skarpe kløer i mig og nagler mig til stedet.
Jeg kan ikke flytte mig, jeg kan ikke tale. Mit hjerte hamrer afsted, mine hænder begynder at ryste vildt og jeg må holde mig selv i hånden for at kontrollere det bare en smule.
Mit syn bliver sløret, jeg kan høre mit hjerte i mine ører.
Jeg kan ikke trække vejret. Det føles som om der sidder en Kæmpe på min brystkasse - selvom jeg står op.
Jeg bliver bange. Bange for at nogle genkender mig. Bange for at blive kontaktet. Bange for at skulle tale, svare på spørgsmål.
Jeg kigger mig over skulderen og sanser enhver detalje i rummet. Hver en duft, hver en lyd, hver en vejrtrækning.
Angstens kappe trækker mig op, jeg flyver, ser det hele fra oven - udefra. Ser mig selv, som en bange lille mus, med store øjne og hurtig vejrtrækning. En lille mus, der leder efter et hul at gemme sig i.
Angst..
Det runger i mit hoved - du er angst, tag dig sammen!
Jeg kommer til mig selv, da jeg opdager mig selv løbe ud af Brugsen. "Jeg kan ikke være her", hører jeg mig selv sige før jeg løber.
Udenfor gemmer jeg mig i skyggen, helt op af muren og venter. Venter på at min hårdtprøvede ridder bliver færdig med at betale og kommer og tager mig væk. Ikke på hans hvide hest, men i den sorte Citroën. Og først da han kommer og fører mig mod bilen, kan jeg igen få luft og jeg føler at angsten trækker kløerne til sig og forsvinder sammen med sin kappe.

Jeg er et helt menneske.

Jeg gik en tur i dag. Det tog mig 3 timer, at komme ud af døren. Hver gang jeg besluttede mig for at gå ud af døren, ud af vejen og mod skoven, stoppede mine bange tanker mig.
Angsten for at møde andre. Angsten for at skulle fortælle og forsvare hvorfor jeg har det som jeg har lige nu.
Men efter 3 timer, lykkedes det mig, at få skoene på og komme ud af døren.
Jeg fokuserede på at starte Endomondo, og at finde det rigtige musik - ligesom jeg plejer når jeg skal ud at gå. Men i dag var musikken alt for voldsom, det var slet ikke det jeg havde behov for, men jeg havde samtidig behov for at gemme mig bag noget støj i mine ører.
Jeg kom i tanke om den podcast med Majbritte Ulrikkeholm, jeg havde forsøgt at høre den anden aften men var faldet i søvn. Podcasten var om at komme igang med at skrive
Jeg fandt den igen og begyndte at lytte mens mine fødder begyndte at tage mig ud af vejen.
Podcasten startede med en øvelse om at sætte talt sprog på genstande. Intervieweren havde fundet en Forglemmigej, der nu var begyndt at visne og se trist ud. Lige der midt i deres fortælling om den triste Forglemmigej, der havde stået og mærket vinden og nu ikke forstod hvorfor den var blevet fjernet og var begyndt at dø, ramte det noget helt eksistentielt i mig. Jeg vidste at jeg måtte dele ud af mig selv, for at heale mig selv i denne proces jeg er i lige nu.
Majbritte fortalte om, at være et helt menneske. At kun ved at være sand om sprækkerne og skyggesiderne i os, kan vi være sande og hele mennesker.
Hun fortalte at hun leger hun er forfatter, sanger, sangskriver osv.

Så nu puster jeg liv i bloggen igen og vil lege, at jeg er blogskriver :)

Intet dyrskue til mig i år

Der bliver intet dyrskue til mig i år - selvom jeg egentlig havde fået et speakerjob..
Jeg har på mit arbejde, gennem længere tid, stået på mål for slag, spark, spyt, riv og genstande kastet mod mig. 
Lørdag blev jeg, på mit arbejde, overfaldet bagfra med slag. Det udviklede sig til spark, riv, bid og spyt. 
Selv det stærkeste metal kan udvikle metaltræthed og knække - det gjorde jeg i lørdags, og i disse dage, gemmer jeg mig hjemme under dynen og forsøger at blive hel igen. 
Så, for første gang i mange år, er der intet dyrskue til mig..
Jeg glæder mig dog til at følge med i de opdateringer der kommer 😊
*Det ER meldt som arbejdsskade og jeg FÅR hjælp af psykolog*